Det blev fremstillet for mig, at levningen af Guds folk fulgte Jesus ind i det allerhelligste og så arken og nådestolen og blev grebet af disses herlighed. Jesus løftede derpå arkens låg, og se! der var stentavlerne, på hvilke de ti bud var skrevet. De ser de levende ord, men viger bævende tilbage, idet de iblandt de hellige ti bud ser det fjerde skinne med et klarere Lys end de øvrige ni og er helt omgivet af en strålende glorie. De finder intet der, som fortæller dem, at sabbaten er blevet afskaffet eller forandret til den første dag i ugen. Budet har den samme ordlyd, som det havde, da Gud i højtidelig og ærefrygtindgydende pragt talte det med sin røst på Sinaj bjerg, medens lynene glimtede og tordenen rullede; det lyder, som da han skrev det på stentavlerne med sin egen finger: "Seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud." De forbavses, når de ser, med hvilken omhu de ti bud er blevet bevaret. De ser dem anbragt nær Jehova, overskygget og beskyttet af hans hellighed. De ser, at de har trådt det fjerde bud i tibudsloven under fødder, og at de har fejret en dag, som er en overlevering fra hedenskabet og pavekirken, i stedet for at holde den dag, Jehova har helliget. De ydmyger sig for Gud og sørger over deres tidligere overtrædelser.