Af naturen har børn tendens til det onde. Hvis forældrene ikke holder deres børn under fast kontrol, med Gudsfrygten for sig, vil tage deres unge sind i besiddelse, og fordærve dem. Efterhånden som de bliver ældre, vokser deres liderlighed med årene, og styrkes. Og de kan ikke hvile før deres hemmelighed deles med dem de omgås. Nysgerrigheden vækkes, og kendskabet til ondt går fra den unge til anden, fra barn til barn indtil der knapt nok er nogen der ikke kender til det. Hvorfor handler fædre og mødre ikke, som om de var døsige? De har ingen mistænksomhed til at Satan sår onde frø i deres familier. De er ligeså blinde og ligegyldige over for dette, som det overhovedet var muligt for dem. Hvorfor vågner de ikke op, og sætter sig ind i disse ting? Hvorfor prøver de ikke at få forstand på livets love, at de på være rede og sørge for deres egne og børnenes kroppe på en måde så de bliver sundere?