Hvordan er det med vore lovgivere, og mændene i vore retssale? Hvis det var nødvendigt at de der tjente i helligt embede, skal have klare tanker og fuld kontrol over deres fornuft, er det da ikke også vigtigt at de som udfærdiger og udsteder love for vor store nation, har deres evner klare og ikke omtågede? Hvad med dommere og nævninge, som har menneskeliv i deres hænder, og hvis afgørelser kan dømme den uskyldige, eller vende den kriminelle løsagtighed i samfundet? Behøver de ikke at have fuld kontrol over deres mentale kræfter? Behersker de deres vaner? Gør de det ikke, egner de sig ikke til så ansvarsbetyngede stillinger. Når appetitten forvanskes, de mentale kræfter svækkes, og der er i fare for at mennesker ikke vil handle retmæssigt. Er det som man føjer sig i, og som omtåger sindet, mindre farligt i dag, end da Gud satte restriktioner på dem som tjente i det hellige embede?