Jeg mindes et menneske i en forsamling som jeg en gang talte til. Han var næsten skibbruden i krop og sind af at have drukket brændevin og røget tobak. Han var bukket under efter disse udskejelser; og hans klæder svarede til hans knuste tilstand. For alle så det ud til at han var gået for langt til at blive tørlagt igen. Men idet appellerede til at han måtte modstå fristelsen i en opstanden Frelsers kraft, rejste han sig skælvende, og sagde: ”Du har en interesse for mig, og jeg vil få en interesse for mig selv.” Seks måneder senere kom han i mit hus. Jeg genkendte ham ikke. Med et ansigt der strålede af glæde, var hans øjne fyldt med tårer, han greb min hånd, og sagde: ”Du kender mig ikke, men du husker manden i den gamle blå frakke, som rejste sig i din forsamling, og sagde at han ville prøve at reformere sig?” Jeg blev forbavset. Han stod oprejst, og så ti år yngre ud. Han var gået hjem fra mødet, og tilbragt lange timer i bøn og kamp, helt til solopgang. Det var en kamp om natten, men tak Gud, han kom sejrrig ud. Denne mand kunne fortælle om sørgelige erfaringer i onde levevaners trældom. Han vidste hvordan de unge advares om besmittelsens fare; og dem som ham selv, var blevet overvundet, var han kommet til Kristus som denne eneste kilde til hjælp.