Det var ikke deres egen stolthed og ærgerrighed som førte disse unge mænd ind kongens hof, - i tæt kammeratskab med dem som hverken kendte eller frygtede den sande Gud. De var fanger i et fremmed land, og den Almægtige Visdom havde sat dem der. Da de fik prøvet deres loyalitet, overvejede de deres position, med dets farer og vanskeligheder, og traf deres beslutning i frygt for Gud. Med risiko for kongens mishag, ville de være sande over for deres fædres religion. De adlød den guddommelige lov, både fysisk og moralsk, og Guds velsignelse gav dem styrke, tækkelighed og intellektuel kraft.