For ikke så lang tid siden hørte jeg en mor sige at hun gerne ville have et passende indrettet hus, hvor forkerte arrangementer og upassende træarbejdet i afslutningen irriterede hende. Jeg fordømmer ikke den pæne smag i denne henseende, men da jeg lyttede til hende, beklagede jeg at denne pænhed ikke kom med hendes måder at styre sine børn på. Dette var bygninger hvor hun var ansvarlig for opbyggelsen; alligevel var deres rå og løsslupne metoder deres passionerede og selviske natur og ukontrollerede vilje, pinlig tydelig for andre. Dårligt dannede karaktertræk, menneskestykker der ikke passer sammen, som de ikke gjort, moderen var blindt for det hele. Indretningen af hendes hus var af større konsekvens for hende, end symmetrien af hendes børns karakter.