Det fremherskende uddannelsessystem har i generationer været ødelæggende for helbredt, og endog for livet selv. Mange forældre og lærere forstår ikke at børnenes første år skal have størst opmærksomhed til den fysiske konstitution, så et sundt kropsligt og hjernemæssig helbred kan sikres. Det har været skik at opmuntre børn sendes i skole når de blot var små, har behov for en moders omsorg. I mange tilfælde samles de små sammen i dårligt ventilerede klasseværelser, hvor de sidder i dårlige positioner, på dårligt konstruerede bænke, og resultatet bliver at de unge ømme kroppe bliver deformerede. Små børn, hvis ben og muskler ikke er svage, og hvis hjerner ikke er udviklet, begrænses til deres skade. Mange har kun lidt fat i livet at begynde med, og indespærringen i skolen fra dag til dag, gør dem nervøse, og de bliver syge. Deres kroppe forklejnes som konsekvens af et udmattet nervesystem. Og når livets lampe går ud, indser forældre og lærere ikke at de er på en måde ansvar lig for at slukke livsgnisten. Når de står ved deres barns grav, ser ulykkelige forældre på deres smertelige tab som en særlig tilskikkelse fra Forsynet, skønt det var deres egen utilgivelige uvidne kurs, som ødelagde det unge liv. Under sådanne omstændigheder, smager en anklage af døden mod Forsynet, smager dette af blasfemi. Gud ønsker at de små skal leve og få den rette uddannelse, så de kan udvikle en smuk karakter, ære ham i denne verden, og prise ham i den bedre verden.