In the call of Abraham the Lord had said, "I will bless thee; . . . and thou shalt be a blessing: . . . and in thee shall all families of the earth be blessed." Gen. 12:2, 3. The same teaching was repeated through the prophets. Even after Israel had been wasted by war and captivity, the promise was theirs, "The remnant of Jacob shall be in the midst of many people as a dew from the Lord, as the showers upon the grass, that tarrieth not for man, nor waiteth for the sons of men." Micah 5:7. Concerning the temple at Jerusalem, the Lord declared through Isaiah, "Mine house shall be called an house of prayer for all peoples." Isa. 56:7, R. V.

Da Abraham modtog sit kald, havde Herren sagt: "Jeg vil velsigne dig, ..... og vær en velsignelse! ..... Og i dig skal alle jordens slægter velsignes." 1Mos. 12,2-3. Den samme lære blev gentaget ved profeterne. Selv efter at Israel var blevet hærget på grund af krige og fangenskab, var forjættelsen stadig deres. "Da bliver Jakobs rest i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra Herren, som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskenes børn." Mika 5,6. Med hensyn til templet i Jerusalem forkyndte Herren ved Esajas: "Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk." Es. 56,7.