The sick man was lying on his mat, and occasionally lifting his head to gaze at the pool, when a tender, compassionate face bent over him, and the words, "Wilt thou be made whole?" arrested his attention. Hope came to his heart. He felt that in some way he was to have help. But the glow of encouragement soon faded. He remembered how often he had tried to reach the pool, and now he had little prospect of living till it should again be troubled. He turned away wearily, saying, "Sir, I have no man, when the water is troubled, to put me into the pool: but while I am coming, another steppeth down before me."

Den syge mand lå på sit leje og løftede undertiden hovedet for at stirre på dammen, da et mildt og medlidende ansigt bøjede sig over ham, og disse ord: "Vil du være rask ?" tiltrak sig hans opmærksomhed. Han fattede atter håb. Han følte, at han på en eller anden måde ville blive hjulpet. Men denne opmuntrende tanke svandt snart bort. Han mindedes, hvor ofte han havde forsøgt at nå ned i dammen, og nu havde han ikke megen udsigt til at kunne leve, til den næste gang kom i oprør. Han vendte sig bort og sagde træt: "Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig."