As they opened the door to doubt, their hearts became so much the harder for having been momentarily softened. Satan was determined that blind eyes should not that day be opened, nor souls bound in slavery be set at liberty. With intense energy he worked to fasten them in unbelief. They made no account of the sign already given, when they had been stirred by the conviction that it was their Redeemer who addressed them.

Da de gav tvivlen indpas, blev deres hjerter endnu langt mere forhærdede, fordi de en kort stund havde været blødgjort. Satan havde besluttet, at de blinde øjne ikke den dag skulle blive åbnede, og at heller ikke de trælbundne sjæle skulle sættes i frihed. Med den største iver arbejdede han på at befæste dem i deres vantro. De tog intet hensyn til det tegn, de allerede havde fået, da de var blevet betaget af overbevisningen om, at det var deres Frelser, der talte til dem.