It was the same presence of divine holiness that had caused the prophet Daniel to fall as one dead before the angel of God. He said, "My comeliness was turned in me into corruption, and I retained no strength." So when Isaiah beheld the glory of the Lord, he exclaimed, "Woe is me! for I am undone; because I am a man of unclean lips, and I dwell in the midst of a people of unclean lips: for mine eyes have seen the King, the Lord of hosts." Dan. 10:8; Isa. 6:5. Humanity, with its weakness and sin, was brought in contrast with the perfection of divinity, and he felt altogether deficient and unholy. Thus it has been with all who have been granted a view of God's greatness and majesty.

Det var den samme nærværelse af guddommelig hellighed, der havde været årsag til, at profeten Daniel var faldet om som død foran Guds engel. Han sagde: "Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Ligesådan udbrød Esajas, da han skuede Herrens herlighed: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre." Dan. 10,8; Es. 6,5. Mennesket blev med sin svaghed og synd stillet lige over for guddommens fuldkommenhed, og han følte sig helt igennem uværdig og syndig. Sådan er det gået for alle, som det er blevet forundt at se Guds storhed og majestæt.