The same priests who condemned the leper to banishment certified his cure. This sentence, publicly pronounced and registered, was a standing testimony for Christ. And as the healed man was reinstated in the congregation of Israel, upon the priests' own assurance that there 266 was not a taint of the disease upon him, he himself was a living witness for his Benefactor. Joyfully he presented his offering, and magnified the name of Jesus. The priests were convinced of the divine power of the Saviour. Opportunity was granted them to know the truth and to be profited by the light. Rejected, it would pass away, never to return. By many the light was rejected; yet it was not given in vain. Many hearts were moved that for a time made no sign. During the Saviour's life, His mission seemed to call forth little response of love from the priests and teachers; but after His ascension "a great company of the priests were obedient to the faith." Acts 6:7.

De samme præster, som fordømte den spedalske til forvisning, var dem, der stadfæstede hans helbredelse. Denne dom, som blev offentligt forkyndt og skrevet op, var et bestandigt vidnesbyrd for Kristus. Og da den helbredte mand var genoptaget i Israels menighed efter præsternes egen forsikring om, at der ikke var den ringeste smule af sygdommen tilbage, var han selv et levende vidne om sin velgører. Med fryd frembar han sin offergave og lovpriste Jesu navn. Præsterne var overbeviste om Frelserens guddommelige magt. Der blev givet dem lejlighed til at kende sandheden og drage fordel af lyset. Hvis den blev forkastet, ville den forsvinde for aldrig mere at vende tilbage. Lyset blev forkastet af mange, men dog blev det ikke givet forgæves. Manges hjerter blev bevægede, skønt de for en tid ikke viste tegn herpå. Mens Frelseren levede, syntes hans gerning kun at vinde ringe genklang af kærlighed hos præsterne og lærerne, men efter hans himmelfart var der "en stor mængde af præsterne, som adlød troen". Apg. 6,7.