Nor could the principles of Christ's teaching be united with the forms of Pharisaism. Christ was not to close up the breach that had been made by the teachings of John. He would make more distinct the separation between the old and the new. Jesus further illustrated this fact, saying, "No man putteth new wine into old bottles; else the new wine will burst the bottles, and be spilled, and the bottles shall perish." The skin bottles which were used as vessels to contain the new wine, after a time became dry and brittle, and were then worthless to serve the same purpose again. In this familiar illustration Jesus presented the condition of the Jewish leaders. Priests and scribes and rulers were 279 fixed in a rut of ceremonies and traditions. Their hearts had become contracted, like the dried-up wine skins to which He had compared them. While they remained satisfied with a legal religion, it was impossible for them to become the depositaries of the living truth of heaven. They thought their own righteousness all-sufficient, and did not desire that a new element should be brought into their religion. The good will of God to men they did not accept as something apart from themselves. They connected it with their own merit because of their good works. The faith that works by love and purifies the soul could find no place for union with the religion of the Pharisees, made up of ceremonies and the injunctions of men. The effort to unite the teachings of Jesus with the established religion would be vain. The vital truth of God, like fermenting wine, would burst the old, decaying bottles of the Pharisaical tradition.

Heller ikke grundsætningerne i Kristi lære lod sig forene med farisæernes skikke. Kristus skulle ikke udfylde den kløft, der var skabt ved Johannes' undervisning. Han ville gøre adskillelsen mellem det gamle og det nye endnu mere tydelig. Jesus anskueliggjorde dette ved at sige: "Ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges." De læderflasker, der blev brugt som beholdere for den nye vin, blev efter en tids forløb tørre og skøre og var da unyttige til atter at bruges til det samme formål. Med dette kendte billede sammenlignede Jesus de jødiske lederes tilstand. Præster og skriftkloge og rådsherrer var groet fast i en skure af ceremonier og traditioner. Deres hjerter var blevet indsnævrede ligesom de indtørrede vinlæderflasker, hvormed han havde sammenlignet dem. Så længe de følte sig tilfredse med en lovmæssig religion, var det umuligt for dem at komme i besiddelse af Himmelens levende sandhed. De mente, at deres egen retfærdighed var fuldt ud tilstrækkelig, og ønskede ikke, at der skulle føres noget nyt element ind i deres gudsdyrkelse. De betragtede ikke Guds kærlighed til menneskene som uforskyldt. De mente, at de havde fortjent den på grund af deres gode gerninger. Den tro, som arbejder af kærlighed og lutrer sjælen, kunne ikke finde noget forbindelsesled med farisæernes religion, der var bygget op af ceremonier og menneskers påbud. Det ville være forgæves at bestræbe sig for at forene Jesu lære med den anerkendte religion. Guds levende sandhed ville som den gærende vin sprænge de farisæiske traditioners gamle, hentørrede læderflasker.