When Jesus turned upon the Pharisees with the question whether it was lawful on the Sabbath day to do good or to do evil, to save life or to kill, He confronted them with their own wicked purposes. They were hunting His life with bitter hatred, while He was saving life and bringing happiness to multitudes. Was it better to slay upon the Sabbath, as they were planning to do, than to heal the afflicted, as He had done? Was it more righteous to have murder in the heart upon God's holy day than love to all men, which finds expression in deeds of mercy?

Da Jesus vendte sig til farisæerne med spørgsmålet, om man havde lov til på sabbatten at gøre godt eller at gøre ondt, at frelse liv eller slå ihjel, stillede han dem ansigt til ansigt med deres egne onde anslag. De stræbte ham efter livet med det bitreste had, medens han frelste liv og bragte lykke til mange mennesker. Var det bedre at slå ihjel på sabbatten, som det var deres hensigt at gøre, end at helbrede de plagede, som han havde gjort. Var det mere retsindigt at gå med mordtanker i hjertet på Guds hellige dag end med den kærlighed til alle mennesker, som giver sig udtryk ved barmhjertige gerninger?