"When the fullness of the time was come, God sent forth His Son, . . . to redeem them that were under the law, that we might receive the adoption of sons." Gal. 4:4, 5. The Saviour's coming was foretold in Eden. When Adam and Eve first heard the promise, they looked for its speedy fulfillment. They joyfully welcomed their first-born son, hoping that he might be the Deliverer. But the fulfillment of the promise tarried. Those who first received it died without the sight. From the days of Enoch the promise was repeated through patriarchs and prophets, keeping alive the hope of His appearing, and yet He came not. The prophecy of Daniel revealed the time of His advent, but not all rightly interpreted the message. Century after century passed away; the voices of the prophets ceased. The hand of the oppressor was heavy upon Israel, and many were ready to exclaim, "The days are prolonged, and every vision faileth." Ezek. 12:22.

Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn,.... for at han skulle løskøbe dem der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Gal. 4,4-5. Frelserens komme blev forudsagt i Edens have. Da Adam og Eva havde hørt dette løfte, så de hen til dets snarlige opfyldelse. De tog med glæde mod deres førstefødte søn og håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen af løftet. De, som først havde modtaget det, døde uden at have oplevet dets opfyldelse. Fra Enoks dage blev forjættelsen gentaget ved patriarker og profeter, så håbet om Frelserens komme blev holdt levende, og alligevel kom han ikke. Daniels profeti åbenbarede tidspunktet for hans komme, men ikke alle fortolkede budskabet på rette måde. Det ene århundrede gik efter det andet, og profeternes røst holdt op med at lyde. Undertrykkernes hånd hvilede tungt over Israel, og mange var rede til at udbryde: "Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl." Ez. 12,22.