"Master," he said, "I have brought unto Thee my son, which hath a dumb spirit; and wheresoever he taketh him, he teareth him: . . . and I spake to Thy disciples that they should cast him out; and they could not." Jesus looked about Him upon the awe-stricken multitude, the caviling scribes, the perplexed disciples. He read the unbelief in every heart; and in a voice filled with sorrow He exclaimed, "O faithless generation, how long shall I be with you? how long shall I suffer you?" Then He bade the distressed father, "Bring thy son hither."

Mester, sagde han, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum. Og når som helst den tager magten over ham, kaster den ham om ..... ; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke. Jesus så sig omkring i skaren, som var grebet af rædsel, så på de småligt kritiserende skriftkloge og de forvirrede disciple. I hvert eneste hjerte stod vantroen skrevet, og med sorgfuld stemme udbrød han: Ah, du vantro slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer, Derefter bød han den ulykkelige fader: Før ham herhen til mig.