At night the temple and its court blazed with artificial light. The music, the waving of palm branches, the glad hosannas, the great concourse of people, over whom the light streamed from the hanging lamps, the array of the priests, and the majesty of the ceremonies, combined to make a scene that deeply impressed the beholders. But the most impressive ceremony of the feast, one that called forth greatest rejoicing, was one commemorating an event in the wilderness sojourn.

Ved nattetid var templet og tempelgårdene kunstigt oplyst. Musikken, de viftende palmegrene, de glade hosiannaråb, den store tilstrømning af mennesker, over hvem lyset strålede fra de nedhængende lamper, præsternes dragter og den højtid, der var over ceremonierne, forenedes til et hele, der gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende. Men det mest betagende under festen og det, der skabte størst glæde, var en ceremoni, som skulle minde om en begivenhed under opholdet i ørkenen.