The Pharisees had one hope left, and that was to intimidate the man's parents. With apparent sincerity they asked, "How then doth he now see?" The parents feared to compromise themselves; for it had been declared that whoever should acknowledge Jesus as the Christ should be "put out of the synagogue;" that is, should be excluded from the synagogue for thirty days. During this time no child could be circumcised nor dead be lamented in the offender's home. The sentence was regarded as a great calamity; and if it failed to produce repentance, a far heavier penalty followed. The great work wrought for their son had brought conviction to the parents, yet they answered, "We know that this is our son, and that he was born blind: but by what means he now 473 seeth, we know not; or who hath opened his eyes, we know not: he is of age; ask him: he shall speak for himself." Thus they shifted all responsibility from themselves to their son; for they dared not confess Christ.

Nu havde farisæerne kun et eneste håb tilbage, og det bestod i at skræmme mandens forældre. Tilsyneladende helt troskyldigt spurgte de: Hvordan kan han da nu se? Forældrene var bange for at komme i vanskeligheder, for det var blevet sagt, at hvem som helst der anerkendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen; det ville sige i tredive dage at være udelukket fra synagogen. I dette tidsrum kunne intet barn blive omskåret, og der kunne ikke blive holdt klage over døde i synderens hjem. Denne dom blev betragtet som en stor ulykke, og hvis den ikke fremkaldte anger, blev den efterfulgt af langt hårdere straffe. Det store under, der var sket med deres søn, havde virket overbevisende på forældrene, men alligevel svarede de: Vi ved, at han er vor søn, og at han er født blind. Men hvordan han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv; han er gammel nok; han må selv svare for sig. Sådan skubbede de hele ansvaret fra sig selv over på deres søn; thi de vovede ikke at bekende sig til Kristus.