A group of Pharisees had gathered near, and the sight of them brought to the mind of Jesus the contrast ever manifest in the effect of His words and works. He said, "For judgment I am come into this world, that they which see not might see; and that they which see might be made blind." Christ had come to open the blind eyes, to give light to them that sit in darkness. He had declared Himself to be the light of the world, and the miracle just performed was in attestation of His mission. The people who beheld the Saviour at His advent were favored with a fuller manifestation of the divine presence than the world had ever enjoyed before. The knowledge of God was revealed more perfectly. But in this very revelation, judgment was passing upon men. Their character was tested, their destiny determined.

En flok farisæere havde samlet sig i nærheden, og synet af dem erindrede Jesus om den modsætning, der altid åbenbarer sig gennem virkningen af hans ord og gerninger. Han sagde: Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde. Kristus var kommen for at åbne de blindes øjne og for at give lys til dem, som er i mørke. Han havde sagt om sig selv, at han var verdens lys, og det mirakel, der lige var sket, vidnede om hans udsendelse. Det folk, der så Frelseren ved hans komme, nød godt af en rigere åbenbaring af det guddommelige, end verden nogensinde før havde fået del i. Kundskaben om Gud blev åbenbaret på en mere fuldkommen måde. Men just ved denne åbenbaring blev der fældet dom over mennesker. Deres sindelag blev prøvet og deres skæbne afgjort.