As did Nathan with David, Christ concealed His home thrust under the veil of a parable. He threw upon His host the burden of pronouncing sentence upon himself. Simon had led into sin the woman he now despised. She had been deeply wronged by him. By the two debtors of the parable, Simon and the woman were represented. Jesus did not design to teach that different degrees of obligation should be felt by the 567 two persons, for each owed a debt of gratitude that never could be repaid. But Simon felt himself more righteous than Mary, and Jesus desired him to see how great his guilt really was. He would show him that his sin was greater than hers, as much greater as a debt of five hundred pence exceeds a debt of fifty pence.

Frelseren gav ham dette svar på hans hemmelige tanker: "Simon! jeg har noget at sige dig! ..... En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest? Simon svarede og sagde: Jeg tænker den, som han eftergav mest. Jesus sagde til ham: Du dømte rigtigt." Ligesom Natan gjorde det over for David, skjulte Kristus sit velrettede angreb under dække af en lignelse. Han pålagde sin vært den byrde at fælde dom over sig selv. Simon havde ført den kvinde, som han nu foragtede, ud i synden. Han havde begået stor uret over for hende. De to skyldnere i lignelsen var eksempler på Simon og kvinden. Det var ikke Jesu hensigt at lære, at de to personer burde have en forskellig grad af skyldfølelse, for de havde hver for sig en taknemmelighedsgæld, som aldrig kunne betales tilbage. Men Simon følte sig mere retfærdig end Maria, og Jesus ville have ham til at se, hvor stor hans skyld i virkeligheden var. Han ville vise ham, at hans synd var større end hendes, lige så meget større som en gæld på fem hundrede kroner er større end en gæld på halvtreds kroner.