Christ came to save Jerusalem with her children; but Pharisaical pride, hypocrisy, jealousy, and malice had prevented Him from accomplishing His purpose. Jesus knew the terrible retribution which would be visited upon the doomed city. He saw Jerusalem encompassed with armies, the besieged inhabitants driven to starvation and death, mothers feeding upon the dead bodies of their own children, and both parents and children snatching the last morsel of food from one another, natural affection being destroyed by the gnawing pangs of hunger. He saw that the stubbornness of the Jews, as evinced in their rejection of His salvation, would also lead them to refuse submission to the invading armies. He beheld Calvary, on which He was to be lifted up, set with crosses as thickly as forest trees. He saw the wretched inhabitants suffering torture on the rack and by crucifixion, the beautiful palaces destroyed, the temple in ruins, and of its massive walls not one stone left upon another, while the city was plowed like a field. Well might the Saviour weep in agony in view of that fearful scene.

Kristus kom for at frelse Jerusalem og dens børn; men farisæernes hovmod, hykleri, skinsyge og ondskab forhindrede ham i at udføre sin hensigt. Jesus kendte den frygtelige gengældelse, der ville komme til at ramme den dømte by. Han så Jerusalem omringet af hære, så de belejrede indbyggere lide døden af sult, så mødre mætte sig med deres egne børns lig, og så både forældre og børn snappe den sidste smule mad fra hinanden, fordi den naturlige kærlighed var tilintetgjort ved sultens nagende smerter. Han så, at jødernes hårdnakkethed, der havde givet sig til kende ved deres forkastelse af hans frelse, også ville få dem til at afslå at underkaste sig de indtrængende hære. Han så Golgata, hvor han selv skulle blive ophøjet, så tæt besat med kors som træerne i en skov. Han så byens ulykkelige indbyggere lide torturens kvaler på pinebænken og ved korsfæstelse, så de skønne paladser blive ødelagt, så templet i ruiner, så der af dets solide mure ikke var sten på sten tilbage, medens byen var pløjet ned som en mark. Det var intet under, at Frelseren måtte græde i angst og kval, medens han så disse frygtelige begivenheder for sig.