The parable of the fig tree, spoken before Christ's visit to Jerusalem, had a direct connection with the lesson He taught in cursing the fruitless tree. For the barren tree of the parable the gardener pleaded, Let it alone this year, until I shall dig about it and dress it; and if it bear fruit, well; but if not, then after that thou shalt cut it down. Increased care was to be given the unfruitful tree. It was to have every advantage. But if it remained fruitless, nothing could save it from destruction. In the parable the result of the gardener's work was not foretold. It depended upon that people to whom Christ's words were spoken. They were represented by the fruitless tree, and it rested with them to decide their own destiny. Every advantage that Heaven could bestow was given them, but they did not profit by their increased blessings. By Christ's act in cursing the barren fig tree, the result was shown. They had determined their own destruction.

Lignelsen om figentræet, som Kristus fortalte før sit besøg i Jerusalem, stod i nøje forbindelse med den lære, han gav ved at forbande det ufrugtbare træ. Gartneren gik i forbøn for det ufrugtbare træ. i lignelsen: Lad det blive stående endnu et år, indtil jeg får gravet om det og gødet det; og hvis det så bærer frugt, så er det godt, men hvis ikke, så kan du jo til den tid hugge det om! Det ufrugtbare træ skulle få en særlig omsorg. Det skulle have alle mulige fordele. Men hvis det blev ved med at være goldt, så kunne intet redde det fra tilintetgørelsen. I lignelsen blev der ikke forudsagt noget om resultatet af gartnerens arbejde. Det var afhængigt af det folk, til hvem Kristi ord var rettet. De blev skildret som det ufrugtbare træ, og det påhvilede dem selv at afgøre, hvordan deres skæbne skulle blive. De havde fået enhver fordel, som Herren kunne skænke dem, men de benyttede sig ikke af deres forøgede velsignelser. Resultatet viste sig ved Kristi forbandelse af figentræet. De havde truffet afgørelsen om deres egen ødelæggelse.