In the days of Christ a superstitious regard was cherished for the resting places of the dead, and vast sums of money were lavished upon their decoration. In the sight of God this was idolatry. In their undue regard for the dead, men showed that they did not love God supremely, nor their neighbor as themselves. The same idolatry is carried to great lengths today. Many are guilty of neglecting the widow and the fatherless, the sick and the poor, in order to build expensive monuments for the dead. Time, money, and labor are freely spent for this purpose, while duties to the living--duties which Christ has plainly enjoined--are left undone.

På Kristi tid blev der næret en overtroisk ærbødighed for de dødes hvilesteder, og store pengesummer blev ødslet for at gøre dem smukkere. I Guds øjne var dette afgudsdyrkelse. Ved deres overdrevne hensyntagen til de afdøde viste mennesker, at de ikke elskede Gud højest af alt, og heller ikke deres næste som sig selv. Den samme afgudsdyrkelse bliver også i vore dage drevet vidt. Mange gør sig skyldige i at forsømme at tage sig af enken og de faderløse for at kunne rejse kostbare mindestene for de afdøde. Der bliver givet både tid, penge og arbejde i rigt mål til disse formål, mens forpligtelserne over for de levende forpligtelser, som Kristus tydeligt har pålagt os ikke bliver efterkommet.