Then came divine submission to His Father's will. "For this cause," He said, "came I unto this hour. Father, glorify Thy name." Only through the death of Christ could Satan's kingdom be overthrown. Only thus could man be redeemed, and God be glorified. Jesus consented to the agony, He accepted the sacrifice. The Majesty of heaven consented to suffer as the Sin Bearer. "Father, glorify Thy name," He said. As 625 Christ spoke these words, a response came from the cloud which hovered above His head: "I have both glorified it, and will glorify it again." Christ's whole life, from the manger to the time when these words were spoken, had glorified God; and in the coming trial His divine-human sufferings would indeed glorify His Father's name.

Budskabet fra grækerne, der varslede om høsten af hedninger, fik Jesus til at mindes, hvori hele hans opgave bestod. Frelsens værk tegnede sig for ham, lige fra dengang planen blev lagt i Himmelen og til den død, der nu var så nær forestående. Det var, som om en hemmelighedsfuld sky omgav Guds Søn. Han sad hensunken i tanker. Til sidst blev stilheden brudt ved lyden af hans vemodige stemme: "Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige, Fader, frels mig fra denne time!" I en forudfølelse tømte Kristus allerede den bitre skål. I sin egenskab af menneske gyste han for forladthedens stund, hvor han efter alt at dømme ville blive svigtet selv af Gud, hvor alle skulle se ham plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Han gyste for at blive fremvist for offentligheden, for at blive behandlet som den værste forbryder, for en skændig og vanærende død. En forudfølelse af hans strid med mørkets magter, en følelse af den frygtelige byrde af menneskers overtrædelser og af Faderens vrede over synden var årsag til, at Jesu sjæl blev svag, og at dødens bleghed bredte sig over hans ansigt.