Judas, in choosing his position at table, had tried to place himself first, and Christ as a servant served him first. John, toward whom Judas had felt so much bitterness, was left till the last. But John did not take this as a rebuke or slight. As the disciples watched Christ's action, they were greatly moved. When Peter's turn came, he exclaimed with astonishment, "Lord, dost Thou wash my feet?" Christ's condescension broke his heart. He was filled with shame to think that one of the disciples was not performing this service. "What I do," Christ said, "thou knowest not now; but thou shalt know hereafter." Peter could not bear to see his Lord, whom he believed to be the Son of God, acting the part of a servant. His whole soul rose up against this humiliation. 646 He did not realize that for this Christ came into the world. With great emphasis he exclaimed, "Thou shalt never wash my feet."

Da Judas valgte sin plads ved bordet, havde han søgt at sætte sig forrest, og Kristus ydede ham som tjener først sin hjælp. Johannes, som Judas havde næret så stor bitterhed mod, måtte vente til sidst. Men Johannes anså ikke dette for at være en tilrettevisning eller tilsidesættelse. Medens disciplene betragtede Kristi handlemåde, blev de dybt bevægede. Da turen kom til Peter, udbrød han undrende: "Herre! tvætter du mine fødder," Hans hjerte var ved at briste, fordi Kristus nedværdigede sig på denne måde. Han blev skamfuld ved tanken om, at ikke en af disciplene udførte dette arbejde. "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu," sagde Kristus, "men du skal forstå det siden efter Peter kunne ikke udholde at se sin Herre, som han troede var Guds Søn, gøre en tjeners arbejde. Hele hans sjæl gjorde oprør mod denne ydmygelse. Han forstod ikke, at det var af denne grund, at Kristus var kommet til verden. Med meget eftertryk udbrød han: "Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder."