On this last evening with His disciples, Jesus had much to tell them. If they had been prepared to receive what He longed to impart, they would have been saved from heartbreaking anguish, from disappointment and unbelief. But Jesus saw that they could not bear what He had to say. As He looked into their faces, the words of warning and comfort were stayed upon His lips. Moments passed in silence. Jesus appeared to be waiting. The disciples were ill at ease. The sympathy and tenderness awakened by Christ's grief seemed to have passed away. His sorrowful words, pointing to His own suffering, had made little impression. The glances they cast upon each other told of jealousy and contention.


Den Store Mester kapitel 71. 441.     Fra side 643 i den engelske udgave.tilbage

Tjenernes tjener

På denne sidste aften sammen med disciplene havde Jesus meget at sige dem. Hvis de havde været beredt til at tage imod det, som han længtes efter at meddele dem, ville de være blevet skånet for sønderknusende sjælekval, for skuffelse og vantro. Men Jesus så, at de ikke kunne bære det, som han havde at sige dem. Idet han så dem ind i ansigtet, standsede de advarende og trøstende ord på hans læber. Der gik nogle minutter i tavshed. Det var, ligesom Jesus ventede på noget. Disciplene følte sig ilde tilpas. Det var, som om den deltagelse og ømhed, der var vakt ved synet af Kristi sorg, var ved at forsvinde. Hans sorgfulde ord, der viste hen til hans egen lidelse, havde kun gjort ringe indtryk. De blikke, de tilkastede hinanden, vidnede om skinsyge og strid.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.