In company with His disciples, the Saviour slowly made His way to the garden of Gethsemane. The Passover moon, broad and full, shone from a cloudless sky. The city of pilgrims' tents was hushed into silence.

Dette kapitel er bygget op over Matt 26,36-56; Mark 14,32-50; Luk 22,39-53; Joh 18,1-12

Ledsaget af sine disciple begav Frelseren sig langsomt til Getsemane have. Påskemånen skinnede fuld og rund fra en skyfri himmel. Pilgrimmenes teltby var faldet til ro, og alt var stille. Jesus havde haft en alvorlig samtale med sine disciple og havde lært dem mange ting; men da han nærmede sig Getsemane, blev han mærkelig tavs. Han havde ofte besøgt dette sted for at kunne meditere og bede, men aldrig med et så sorgfuldt sind som i denne nat, hvor han skulle stride sin sidste strid. Så længe han havde levet på jorden, havde han vandret i lyset af Guds nærhed. Når han kom i strid med mennesker, der var besjælede af selve Satans ånd, kunne han sige: "Han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt." Joh. 8,29. Men nu forekom det ham, at han var lukket ude fra Guds beskyttende nærværelses lys. Nu blev han regnet blandt overtrædere. Han måtte bære den faldne menneskeheds synd. Al vor skyld var lagt på ham, som ikke selv kendte til at synde. Så rædselsfuld forekommer synden ham, så tung er den byrde af skyld, som han må bære, at han fristes til at frygte for, at den for stedse vil udelukke ham fra Faderens kærlighed. Ved at føle, hvor frygtelig Guds harme er mod overtrædelser, udbryder han: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden."