Early in His ministry Christ had said, "Destroy this temple, and in three days I will raise it up." In the figurative language of prophecy, He had thus foretold His own death and resurrection. "He spake of the temple of His body." John 2:19, 21. These words the Jews had understood in a literal sense, as referring to the temple at Jerusalem. Of all that Christ had said, the priests could find nothing to use against Him 706 save this. By misstating these words they hoped to gain an advantage. The Romans had engaged in rebuilding and embellishing the temple, and they took great pride in it; any contempt shown to it would be sure to excite their indignation. Here Romans and Jews, Pharisees and Sadducees, could meet; for all held the temple in great veneration. On this point two witnesses were found whose testimony was not so contradictory as that of the others had been. One of them, who had been bribed to accuse Jesus, declared, "This fellow said, I am able to destroy the temple of God, and to build it in three days." Thus Christ's words were misstated. If they had been reported exactly as He spoke them, they would not have secured His condemnation even by the Sanhedrin. Had Jesus been a mere man, as the Jews claimed, His declaration would only have indicated an unreasonable, boastful spirit, but could not have been construed into blasphemy. Even as misrepresented by the false witnesses, His words contained nothing which would be regarded by the Romans as a crime worthy of death.

På et tidligt tidspunkt af sin gerning havde Kristus sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." Han havde i profetiens billedsprog således forudsagt sin egen død og opstandelse. "Men det var om sit legemes tempel, han talte." Johs. 2,19-21. Disse ord havde jøderne forstået bogstaveligt, som om de hentydede til Jerusalems tempel. I alt det, Kristus havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget at benytte imod ham med undtagelse af dette. Ved at forvanske disse ord håbede de at opnå en fordel. Romerne havde været medvirkende til at opbygge og udsmykke templet, og de var meget stolte af det. Enhver ringeagt, der blev udvist imod det, ville med sikkerhed vække deres harme. Heri kunne romere og jøder, farisæere og saddukæere mødes, thi de holdt alle templet højt i ære. Der blev fundet to vidner, hvis udsagn i dette punkt ikke var så modstridende, som de andres havde været. Den ene, der var blevet bestukket til at anklage Jesus, erklærede: "Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage." Sådan blev Kristi ord forvanskede. Hvis de var blevet gengivet nøjagtigt, som han havde talt dem, ville de ikke have bevirket hans domfældelse, selv ikke af Sanhedrin. Hvis Jesus havde været et ganske almindeligt menneske, som jøderne hævdede, ville hans erklæring kun have været udtryk for et tåbeligt, pralende sindelag, men den kunne ikke være blevet betegnet som gudsbespottelse. Selv om hans ord blev forvanskede af de falske vidner, rummede de ikke noget, som af romerne ville blive regnet for en forbrydelse, der fortjente at straffes med døden.