Christ was to be tried formally before the Sanhedrin; but before Annas He was subjected to a preliminary trial. Under the Roman rule the Sanhedrin could not execute the sentence of death. They could only examine a prisoner, and pass judgment, to be ratified by the Roman authorities. It was therefore necessary to bring against Christ charges 699 that would be regarded as criminal by the Romans. An accusation must also be found which would condemn Him in the eyes of the Jews. Not a few among the priests and rulers had been convicted by Christ's teaching, and only fear of excommunication prevented them from confessing Him. The priests well remembered the question of Nicodemus, "Doth our law judge any man, before it hear him, and know what he doeth?" John 7:51. This question had for the time broken up the council, and thwarted their plans. Joseph of Arimathaea and Nicodemus were not now to be summoned, but there were others who might dare to speak in favor of justice. The trial must be so conducted as to unite the members of the Sanhedrin against Christ. There were two charges which the priests desired to maintain. If Jesus could be proved a blasphemer, He would be condemned by the Jews. If convicted of sedition, it would secure His condemnation by the Romans. The second charge Annas tried first to establish. He questioned Jesus concerning His disciples and His doctrines, hoping the prisoner would say something that would give him material upon which to work. He thought to draw out some statement to prove that He was seeking to establish a secret society, with the purpose of setting up a new kingdom. Then the priests could deliver Him to the Romans as a disturber of the peace and a creator of insurrection.

Kristus skulle formelt forhøres af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør. Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der derefter måtte sanktioneres af den romerske øvrighed. Derfor var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være domfældende. Der var adskillige blandt præsterne og rådsherrerne, der havde ladet sig overbevise ved Kristi lære, og kun frygten for at blive udelukket fra synagogen hindrede dem i at bekende sig til ham. Præsterne mindedes meget godt Nikodemus spørgsmål: "Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" Joh. 7,51. Dette spørgsmål havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde krydset deres planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til gunst for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes på en måde, så det fik Sanhedrins medlemmer til at gøre fælles sag mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne ønskede at forfægte. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han blev overbevist om tilskyndelse til oprør, ville det sikre hans domfældelse af romerne. Annas forsøgte først at fastslå den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag at arbejde med. Det var hans hensigt at fremlokke en eller anden udtalelse, der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund med det formål at oprette et nyt rige. Derefter ville præsterne udlevere ham til romerne som en fredsforstyrrer og oprørsstifter.