Everything worn by the priest was to be whole and without blemish. By those beautiful official garments was represented the character of the great antitype, Jesus Christ. Nothing but perfection, in dress and attitude, in word and spirit, could be acceptable to God. He is holy, and His glory and perfection must be represented by the earthly service. Nothing but perfection could properly represent the sacredness of the heavenly service. Finite man might rend his own heart by showing a contrite and humble spirit. This God would discern. But no rent must be made in the priestly robes, for this would mar the representation of heavenly things. The high priest who dared to appear in holy office, and engage in the service of the sanctuary, with a rent robe, was looked upon as having severed himself from God. By rending his garment he cut himself off from being a representative character. He was no longer accepted by God as an officiating priest. This course of action, as exhibited by Caiaphas, showed human passion, human imperfection.

Alt, hvad præsterne havde på, skulle være helt og lydefrit. Disse smukke embedsdragter symboliserede egenskaberne hos det store forbillede, Jesus Kristus. Intet, som ikke var fuldkomment, både i klædedragt og i optræden, i ord og i ånd, kunne være Gud velbehageligt. Han er hellig, og der måtte gives en fremstilling af hans herlighed og fuldkommenhed ved den jordiske tjeneste. Kun hvad der var fuldkomment, kunne på rette måde give et billede af den himmelske tjenestes hellighed. Det dødelige menneske kunne sønderrive sit eget hjerte ved at udvise et angerfuldt og ydmygt sind. Gud ville se dette. Men der måtte ikke komme nogen flænge i præstedragten, thi dette ville skade fremstillingen af det himmelske. Den ypperstepræst, der vovede at vise sig i sit hellige embede og forrette tjeneste i helligdommen med en sønderrevet klædning, blev betragtet som en person, der havde skilt sig ud fra Gud. Ved at sønderrive sin kappe afskar han sig selv fra at være et forbillede. Gud betragtede ham ikke mere som en tjenestegørende præst. Denne handlemåde, som Kajfas her lagde for dagen, var et tegn på menneskelige lidenskaber og menneskelig ufuldkommenhed.