The Saviour contrasted His own manner of work with the methods of His accusers. For months they had hunted Him, striving to entrap Him and bring Him before a secret tribunal, where they might obtain by perjury what it was impossible to gain by fair means. Now they were carrying out their purpose. The midnight seizure by a mob, the mockery and abuse before He was condemned, or even accused, was their manner of work, not His. Their action was in violation of the law. Their own rules declared that every man should be treated as innocent until proved guilty. By their own rules the priests stood condemned.

Frelseren viste modsætningen mellem sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I månedsvis havde de ligget på lur efter ham og stræbt efter at lokke ham i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved at sværge falsk kunne opnå det, som det var umuligt at vinde ved hæderlige midler. Nu var de ved at udføre deres hensigter. Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne, før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode, men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter deres egne bestemmelser erklæredes det, at ethvert menneske skulle behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne forordninger stod præsterne som strafskyldige.