The tall form of Judas was now seen pressing through the startled throng. His face was pale and haggard, and great drops of sweat stood on his forehead. Rushing to the throne of judgment, he threw down 722 before the high priest the pieces of silver that had been the price of his Lord's betrayal. Eagerly grasping the robe of Caiaphas, he implored him to release Jesus, declaring that He had done nothing worthy of death. Caiaphas angrily shook him off, but was confused, and knew not what to say. The perfidy of the priests was revealed. It was evident that they had bribed the disciple to betray his Master.

Nu så man Judas høje skikkelse bane sig vej gennem den forskrækkede mængde. Hans ansigt var blegt og hærget, og sveden perlede i store dråber på hans pande. Han styrtede hen til dommersædet og kastede de tredive sølvmønter, der havde været prisen for at forråde hans Herre, ned for ypperstepræstens fødder. Han greb ivrigt fat i Kajfas kjortel og bønfaldt ham om at frigive Jesus, idet han erklærede, at denne ikke havde gjort noget, der fortjente døden. Kajfas rystede ham vredt af sig, men han blev forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes forræderi var blevet afsløret. Det var øjensynligt, at de havde bestukket disciplen til at forråde sin Mester.