As soon as Jesus was nailed to the cross, it was lifted by strong men, and with great violence thrust into the place prepared for it. This caused the most intense agony to the Son of God. Pilate then wrote an inscription in Hebrew, Greek, and Latin, and placed it upon the cross, above the head of Jesus. It read, "Jesus of Nazareth the King of the Jews." This inscription irritated the Jews. In Pilate's court they had cried, "Crucify Him." "We have no king but Caesar." John 19:15. They had declared that whoever should acknowledge any other king was a traitor. Pilate wrote out the sentiment they had expressed. No offense was mentioned, except that Jesus was the King of the Jews. The inscription was a virtual acknowledgment of the allegiance of the Jews to the Roman power. It declared that whoever might claim to be the King of Israel would be judged by them worthy of death. The priests had overreached themselves. When they were plotting the death of Christ, Caiaphas had declared it expedient that one man should die to save the nation. Now their hypocrisy was revealed. In order to destroy Christ, they had been ready to sacrifice even their national existence.

Så snart Jesus var blevet naglet til korset, blev det løftet op af stærke mænd og med den største voldsomhed stødt ned i det sted, der var gjort i stand til det. Dette voldte Guds Søn den største kval. Pilatus affattede så en indskrift på hebraisk, græsk og latin og lod den anbringe øverst på korset. Den lød således: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Denne indskrift virkede irriterende på jøderne. I Pilatus gård havde de skreget: "Korsfæst ham." Vi har ingen anden konge end kejseren." Joh. 19,15. De havde erklæret, at enhver, der anerkendte en anden konge, var en forræder. Pilatus skrev ud fra den opfattelse, de havde givet udtryk for. Der blev ikke nævnet nogen forbrydelse ud over, at Jesus var jødernes konge. Indskriften var faktisk en indrømmelse af jødernes lydighed over for romervældet. Den erklærede, at enhver, der måtte hævde at være Israels konge, af dem ville blive regnet for at have fortjent døden. Præsterne havde spændt buen for højt. Da de lagde planer om Kristi død, havde Kajfas erklæret, at det var formålstjenligt, at ét menneske døde for at redde folket. Nu åbenbarede deres hykleri sig. For at skaffe sig af med Kristus havde de været parat til at ofre endog deres selvstændighed som et folk.