Der var et eneste glimt af trøst for Jesus, da han led på korset. Det var den angrende røvers bøn. Begge de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus, havde i begyndelsen spottet ham, og den ene af dem blev under sine pinsler endnu mere trodsig og udfordrende. Men det var anderledes med hans medskyldige. Denne mand var ikke nogen forhærdet forbryder. Han var kommen på gale veje på grund af slet selskab, men han var mindre strafskyldig end mange af dem, der stod ved siden af korset og forhånede Frelseren. Han havde set og hørt Jesus og var blevet overbevist ved hans lære, men præsterne og rådsherrerne havde fået ham til atter at vende sig fra ham. I et forsøg på at undertrykke sin overbevisning havde han styrtet sig længere og længere ud i synd, indtil han blev grebet, stillet for retten som en forbryder og dømt til døden på korset. I retssalen og på vejen til Golgata havde han været sammen med Jesus. Han havde hørt Pilatus erklære: "Jeg finder ingen skyld hos ham." Joh. 19,4. Han havde lagt mærke til hans guddommelige optræden og hans medlidende tilgivelse af sine bødler. Fra korset ser han de mange store religiøse personligheder foragteligt pege fingre og gøre nar af den Herre Jesus. Han ser dem ryste på hovedet. Han hører, hvordan de spottende ord bliver gentaget af hans medskyldige: "Er du ikke Kristus Frels dig selv og ost" Blandt dem, der går forbi, hører han mange ord blive sagt til Jesu forsvar. Han hører dem gentage hans ord og fortælle om hans gerninger. Atter føler han sig overbevist om, at denne mand er Kristus. Han vender sig til sin medskyldige og siger: "Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom" De døende røvere har ikke mere at frygte af mennesker; men denne overbevisning trænger sig ind på den ene af dem, at der er en Gud at frygte og en fremtid, der får ham til at bæve. Og nu er hans livs historie ved at være til ende, medens han er så besmittet af synden. "Og vi er det med rette," jamrer han, "vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort "