When the people learned that Jesus had been put to death by the priests, inquiries were made regarding His death. The particulars of His trial were kept as private as possible; but during the time when He was in the grave, His name was on thousands of lips, and reports of 777 His mock trial, and of the inhumanity of the priests and rulers, were circulated everywhere. By men of intellect these priests and rulers were called upon to explain the prophecies of the Old Testament concerning the Messiah, and while trying to frame some falsehood in reply, they became like men insane. The prophecies that pointed to Christ's sufferings and death they could not explain, and many inquirers were convinced that the Scriptures had been fulfilled.

Da Nikodemus så Jesus blive løftet op på korset, mindedes han hans ord, der var blevet sagt om natten på Oliebjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3,14-15. Da Kristus på sabbatten lå i graven, havde Nikodemus lejlighed til at tænke efter. Nu var hans sjæl oplyst af et klarere lys, og de ord, som Jesus havde sagt til ham, var ikke mere uforståelige. Han følte, at han var gået glip af meget ved ikke at slutte sig til Frelseren, medens han levede. Nu erindrede han begivenhederne på Golgata. Kristi bøn for sine mordere og hans svar på den døende røvers bøn talte til den lærde rådsherres sjæl. Atter så han Frelseren i hans dødskval, atter hørte han det sidste råb: "Det er fuldbragt," der lød som et sejrsråb. Atter så han jorden vakle, himmelen formørkes; han så det sønderrevne forhæng, de revnede klipper, og hans tro blev for evigt grundfæstet. Den samme begivenhed, der tilintetgjorde disciplenes håb, overbeviste Josef og Nikodemus om Jesu guddommelighed. Deres frygt blev besejret af en fast og urokkelig tro.