But it was not the spear thrust, it was not the pain of the cross, that caused the death of Jesus. That cry, uttered "with a loud voice" (Matt. 27:50; Luke 23:46), at the moment of death, the stream of blood and water that flowed from His side, declared that He died of a broken heart. His heart was broken by mental anguish. He was slain by the sin of the world.

De havde været misundelige over Kristi indflydelse på folket, medens han levede. Nu var de misundelige på ham selv i døden. De frygtede den døde Kristus mere, ja, langt mere, end de nogensinde havde frygtet den levende Kristus. De var bange for at få folkets opmærksomhed yderligere rettet mod de begivenheder, der var sket ved hans korsfæstelse. De frygtede for følgerne af denne dags gerning. Ikke under nogen omstændigheder ville de have tilladt, at hans legeme blev på korset på sabbatsdagen. Nu nærmede sabbatten sig, og det ville være en krænkelse af dens hellighed, hvis legemerne blev hængende på korset. Derfor benyttede de jødiske ledere dette som et påskud og bad Pilatus om, at ofrenes død måtte blive fremskyndet, og at deres legemer måtte blive fjernet før solens nedgang.