"Then He said unto them, O fools, and slow of heart to believe all that the prophets have spoken: ought not Christ to have suffered these things, and to enter into His glory?" The disciples wondered who this stranger could be, that He should penetrate to their very souls, and speak with such earnestness, tenderness, and sympathy, and with such hopefulness. For the first time since Christ's betrayal, they began to feel hopeful. Often they looked earnestly at their companion, and thought that His words were just the words that Christ would have spoken. They were filled with amazement, and their hearts began to throb with joyful expectation.


Den Store Mester kapitel 83. 544.     Fra side 796 i den engelske udgave.tilbage

Vandringen til Emmaus

Da sagde han til dem: Ah, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed Disciplene undrede sig over, hvem denne fremmede vel kunne være, når han sådan kunne trænge helt ind i deres sjæl og tale med en sådan alvor, mildhed og medfølelse og med så stor håbefuldhed. For første gang, siden Kristus var blevet forrådt, begyndte de atter at fatte håb. Gentagne gange betragtede de alvorligt deres ledsager og syntes, at hans ord var ganske de samme, som Kristus ville have sagt. De var fulde af forundring, og deres hjerter begyndte at banke af en frydefuld forventning.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.