Jesus accepted his acknowledgment, but gently reproved his unbelief: "Thomas, because thou hast seen Me, thou hast believed: blessed are they that have not seen, and yet have believed." The faith of Thomas would have been more pleasing to Christ if he had been willing to believe upon the testimony of his brethren. Should the world now follow the example of Thomas, no one would believe unto salvation; for all who receive Christ must do so through the testimony of others.

Da Jesus første gang mødtes med disciplene i salen ovenpå, var Tomas ikke sammen med dem. Han havde hørt de andres beretninger og fået rigeligt bevis for, at Jesus var opstået; men hans hjerte var fuldt af tunge tanker og vantro. Da han hørte disciplene fortælle om den opstandene Frelsers vidunderlige åbenbarelser, styrtede det ham kun dybere ud i fortvivlelse. Hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke mere være noget håb om et jordisk rige i bogstavelig forstand. Det sårede også hans forfængelighed at tænke på, at hans Mester skulle have åbenbaret sig for alle disciplene med undtagelse af ham. Det var hans faste beslutning ikke at ville tro, og i en hel uge rugede han over sin egen elendighed, som forekom endnu mørkere i sammenligning med hans brødres håb og tro.