Daniel fremholder ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at påberåbe sig sin renhed og hellighed, gør denne ærede profet sig ydmygt til et med de virkeligt syndige i Israel. Den visdom, som Gud havde tildelt ham, overgik verdens store mænds visdom lige så meget som Solens lys, når den skinner på himmelen om middagen, er klarere end den svageste stjerne. Men læg mærke til bønnen fra denne mand, som var så højt æret af Himmelen. I dyb ydmygelse, med tårer og sønderknust hjerte beder han for sig selv og for sit folk. Han blotter sin sjæl for Gud, bekender sin egen uværdighed og anerkender Herrens storhed og majestæt.