Apostlen Johannes tilbragte sine første år i selskab med ulærde fiskere i Galilæa. Han kunne ikke glæde sig ved en skoleuddannelse, men i omgangen med Kristus, den store lærer, opnåede han den højeste uddannelse, som dødelige mennesker kan få. Han drak ivrigt af visdommens kilde og søgte så at lede andre til det vand, som "i ham bliver et kildespring til evigt liv" Joh. 4,14. Hans jævne sprog, den ophøjede kraft i de sandheder, han forkyndte, og den åndelige varme, som prægede hans undervisning, gav ham adgang til alle klasser. Men end ikke de troende var i stand til helt at forstå de hellige hemmeligheder i den guddommelige sandhed, som blev forklaret i hans taler. Han syntes hele tiden at være besjælet af Helligånden. Han søgte at få folkets tanker til at fatte det usynlige. Den visdom, hvormed han talte, fik ordene til at falde som dug, der blødgjorde og formilder sjælen.