I sit hjems omgivelser så den landsforviste profet den guddommelige kraft åbenbaret, og igennem hele naturen havde han samfund med sin Gud. Sjælens brændende længsel efter Gud og de inderligste bønner steg op til Himmelen fra det klippefulde Patmos. Når Johannes betragtede klipperne, blev han mindet om Kristus, hans tilflugtsklippe, i hvis ly han trygt kunne skjule sig.