Når Johannes tænkte på begivenhederne ved Horeb, kom hans ånd, som havde helliget den syvende dag, over ham. Han tænkte på den synd, Adam begik, da han overtrådte den guddommelige lov, og det frygtelige resultat af denne overtrædelse. Guds grænseløse kærlighed, idet han gav sin Søn for at forløse en fortabt menneskehed, syntes for overvældende til at kunne udtrykkes med ord. Idet han fremstillede den i sit brev, opfordrede han menigheden og verden til at se denne kærlighed: "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham." 1Joh. 3,1. Det var et mysterium for Johannes, at Gud kunne give sin Søn til at dø for det oprørske menneske, og han var bestyrtet over, at frelsesplanen, som det havde kostet Himmelen så meget at udarbejde, skulle blive afvist af dem, for hvem dette evige offer var bragt.