Når Johannes tænkte på Guds herlighed, som den er kommet til udtryk i hans skaberværk, blev han overvældet af Skaberens storhed og majestæt. Selv om alle indbyggere i denne lille verden skulle nægte at lyde Gud, så ville han ikke være berøvet sin ære. I et øjeblik kunne han feje hvert eneste dødelige væsen bort fra Jordens overflade og skabe en ny slægt til at befolke den og herliggøre hans navn. Guds ære beror ikke på mennesket. Han kunne samle himmelens stjerneskarer, millioner af verdener oventil, i en sang til deres Skabers ære, pris og herlighed. "Og himlen priser dit under, Herre, din trofasthed i de helliges forsamling. Thi hvem i sky er Herrens lige, hvo er som Herren iblandt Guds sønner? En forfærdelig Gud i de helliges kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham." Sl. 89,5-7.