Whoever trusts in himself that he is righteous, will despise others. As the Pharisee judges himself by other men, so he judges other men by himself. His righteousness is estimated by theirs, and the worse they are the more righteous by contrast he appears. His self-righteousness leads to accusing. "Other men" he condemns as transgressors of God's law. Thus he is making manifest the very spirit of Satan, the accuser of the brethren. With this spirit it is impossible for him to enter into communion with God. He goes down to his house destitute of the divine blessing.

Enhver der stoler på sig selv og mener at han er retfærdig, vil foragte andre. Ligesom farisæeren bedømmer sig selv efter andre mennesker således vil han også bedømme andre efter sig selv Hans retfærdighed bliver målt efter deres, og jo værre de er jo retfærdigere synes han at være i sammenligning med dem. Hans selvretfærdighed fører til, at han anklager "Andre mennesker" fordømmer han som overtrædere af Guds lov. På denne måde åbenbarer han Satans, brødrenes anklagers ånd. Det er umuligt for ham at have samfund med Gud, når han har et sådant sind. Han går hjem uden at have modtaget Guds velsignelse.