The Saviour manifested divine compassion toward the Syrophenician woman. His heart was touched as He saw her grief. He longed to give her an immediate assurance that her prayer was heard; but He desired to teach His disciples a lesson, and for a time He seemed to neglect the cry of her tortured heart. When her faith had been made manifest, He spoke to her words of commendation and sent her away with the precious boon she had asked. The disciples never forgot this lesson, and it is placed on record to show the result of persevering prayer.


Kristi lignelser kapitel 14. 174.     Fra side 175 i den engelske udgave.tilbage

»Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret?«

Frelseren viste guddommelig medlidenhed med den syrisk-fønikiske kvinde. Han blev rørt, da han så hendes sorg. Han længtes efter straks at forsikre hende om, at hendes bøn var hørt; men han ønskede at lære sine disciple noget, og for en tid så det ud, som om han ikke brød sig om råbet, der kom fra hendes forpinte hjerte. Da hendes tro var blevet åbenbaret, talte han opmuntrende til hende og sendte hende bort med den dyrebare velsignelse, som hun havde bedt om. Disciplene glemte aldrig dette, og denne tildragelse er nedtegnet for at vise, hvad vedholdende bøn kan udrette.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.