"And the Lord said, Hear what the unjust judge saith. And shall not God avenge His own elect, which cry day and night unto him, though He bear long with them? I tell you that He will avenge them speedily." Christ here draws a sharp contrast between the unjust judge and God. The judge yielded to the widow's request merely through selfishness, that he might be relieved of her importunity. He felt for her no pity or compassion; her misery was nothing to him. How different is the attitude of God toward those who seek Him. The appeals of the needy and distressed are considered by Him with infinite compassion.

"Og Herren sagde: Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast." Kristus viser her tydeligt forskellen på den uretfærdige dommer og Gud. Dommeren gav kun efter for enkens anmodning af egenkærlige grunde, for at han kunne blive befriet for hendes påtrængenhed. Han følte ingen medlidenhed og medfølelse med hende; hendes ulykke betød ikke noget for ham. Hvor forskellig er ikke Guds indstilling over for dem, der søger ham. Han har stor medlidenhed med de trængende og nødlidende, der kommer til ham.