The parable of the seed reveals that God is at work in nature. The seed has in itself a germinating principle, a principle that God Himself has implanted; yet if left to itself the seed would have no power to spring up. Man has his part to act in promoting the growth of the grain. He must prepare and enrich the soil and cast in the seed. He must till the fields. But there is a point beyond which he can accomplish nothing. No strength or wisdom of man can bring forth from the seed the living plant. Let man put forth his efforts to the utmost limit, he must still depend upon One who has connected the sowing and the reaping by wonderful links of His own omnipotent power.

Lignelsen om sæden fortæller os, at Gud udfører sin gerning i naturen. I selve sædekornet findes der spirekraft, en kraft, som Gud selv har nedlagt i det, men hvis sædekornet blev overladt til sig selv ville det alligevel ikke kunne vokse op. Mennesket må udføre sin del for at fremme kornets vækst. Han må pløje og gøde jorden og så sæden. Han må dyrke markerne. Men udover det kan han intet gøre. Ingen kraft eller visdom, som mennesket er i besiddelse af, kan få en levende plante til at spire frem af sædekornet. Selv om mennesket anstrenger sig til det yderste, er han dog afhængig af ham, hvis almægtige kraft på underfuld måde står i forbindelse med såning og høst.