The angel laid hold of the great stone at the mouth of the tomb, and rolled it away, as if it had been but a pebble. Then with a voice that caused the earth to tremble, he cried: "Jesus, Thou Son of God, come forth. Thy Father calls Thee!"

Engelen tog fat på den store sten ved indgangen til graven og væltede den bort, som havde den været en ubetydelig sten. Derpå råbte han med en røst, som fik jorden til at skælve: Jeg ved, at min genløser lever i Himlens høje sal, og støvets børn han nådig hæver fra Jordens jammerdal. Dit ord, o Gud, skal altid være mit lys i verdens nat! Snart mørket flyr, Guds sol skal bære herned sin stråleskat. Med længsel venter jeg dit komme, da skal jeg skue dig! og snart er ventetiden omme, o, hvor det fryder mig!