After all Peter's failures; after his fall and restoration, his long course of service, his intimate acquaintance with Christ, his knowledge of the Saviour's straightforward practice of right principles; after all the instruction he had received, all the gifts and knowledge and influence he had gained by preaching and teaching the word--is it not strange that he should dissemble and evade the principles of the gospel through fear of man, or in order to gain esteem? Is it not strange that he should waver in his adherence to right? May God give every man a realization of his helplessness, his inability to steer his own vessel straight and safe into the harbor.

Efter alle de gange, hvor Peter havde svigtet, efter hans fald og oprejsning, hans lange tjenestetid, hans nøje kendskab til Kristus, hans viden om Frelserens redelige udøvelse af det rette, efter al den belæring, han havde modtaget, alle de gaver og den kundskab og indflydelse, han havde vundet ved at prædike og lære ordet, er det så ikke mærkeligt, at han skulle forstille sig og af menneskefrygt omgå evangeliets grundsætninger for at vinde agtelse? Er det ikke mærkeligt, at han skulle vakle i at holde fast ved det rette? Måtte Gud bringe alle mennesker til at forstå deres egen hjælpeløshed, deres manglende evne til selv at styre skibet trygt og sikkert i havn!