The Thessalonian believers were greatly annoyed by men coming among them with fanatical ideas and doctrines. Some were "disorderly, working not at all, but . . . busy-bodies." The church had been properly organized, and officers had been appointed to act as ministers and deacons. But there were some, self-willed and impetuous, who refused to be subordinate to those who held positions of authority in the church. They claimed not only the right of private judgment, but that of publicly urging their views upon the church. In view of this, Paul called the attention of the Thessalonians to the respect and deference due to those who 262 had been chosen to occupy positions of authority in the church.

De tessaloniske kristne var meget misfornøjede med, at der opstod mænd iblandt dem med fanatiske ideer og lærdomme. Paulus siger, at der er nogle, som "vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved." Menigheden havde været rigtigt organiseret og der var ansat tillidsmænd, der skulle virke som forstandere og diakoner. Men der var nogle, som i deres selvsikkerhed og heftighed ikke ville underordne sig dem, der havde fået myndighed indenfor menigheden. De hævdede, at de ikke blot havde ret til selv at træffe private afgørelser, men også til offentligt kraftigt at udtale sig om menighedens anliggender. I betragtning af dette gjorde Paulus tessalonikerne opmærksomme på den ærbødighed og agtelse, de skyldte dem, der var blevet udvalgt til at virke som myndighed indenfor menigheden.